Skyld eller ansvar? Forældre til børn med angst

"Er det min skyld, at mit barn har angst?"

Alle forældre til børn med angst, jeg har mødt, kender til denne tanke, og for nogle er det noget, de dagligt spørger sig selv om.

Når jeg arbejder med forældre, taler vi ofte om forskellen på skyld og ansvar. Jeg mener, det er vigtigt at skelne mellem dem, og lad mig fortælle lidt om hvorfor.

Skyldfølelse

Skyldfølelse er en følelse, vi alle kender til. Det er en følelse, der opstår, når vi synes, vi ikke lever op til det, vi burde. De forældre, jeg arbejder med, mærker ofte skyld over ikke at have opdaget angsten noget tidligere og fanget den i opløbet. Eller de mærker skyldfølelse over enten at have overbeskyttet deres børn eller ikke have anerkendt dem nok. Vi mærker skyld, når noget er vigtigt for os, og det ikke gik, som det skulle. Og vi mærker skyld, når vi ved, at vi har et ansvar for det.

Men er det at have skyldfølelse det samme som faktisk at have skyld? Kan vi regne med, at vores skyldfølelse er et præcist tegn på, at vi faktisk har skyld?

Ansvar

Det ville være naivt at påstå, at det er lige meget, hvad man gør som forældre. Det betyder endda enormt meget, hvordan man er over for sine børn — det ved vi både fra forskning og fra helt almindelig sund fornuft. Det er derfor også rimeligt at konkludere, at man som forældre har et ansvar. Et ansvar for at hjælpe sine børn på vej igennem livet og et ansvar for at skabe gode forhold for, at de kan udvikle sig godt. Derfor har man også et ansvar for at hjælpe sine børn, når de oplever, at angsten begynder at styre deres liv.

Jeg har endnu til gode at møde et forældrepar, der ikke elsker deres børn. Jeg har også til gode at møde et forældrepar, der med vilje har opdraget deres børn på en måde, de ikke mente var god for barnet eller familien. Men jeg har til gengæld mødt mange forældre, der igennem deres erfaringer og igennem et forløb hos mig har lært, at nogle af de ting, de har gjort som forældre, ikke var hensigtsmæssige. Jeg har faktisk endnu til gode at møde et forældrepar, der ikke har begået fejl som forældre. Nogle af dem bliver også opmærksomme på, at de ud af omsorg har været med til at vedligeholde angsten. Det er naturligt — ja endda menneskeligt og helt uundgåeligt — at mærke skyldfølelse, når man bliver opmærksom på sådan noget.

Kig op

Problemet med at overgive sig til skyldfølelsen er, at det ofte giver os lyst til at sænke hovedet i skam og gemme os væk på et tidspunkt, hvor der er brug for, at vi i stedet kigger op og tager vores ansvar på os. Når man er forældre til et barn med angst, kræver det i allerhøjeste grad, at man tager det ansvar på sig, som det kræver at støtte en proces mod et mindre angststyret liv.

Hvis vi i stedet kan se vores skyldfølelse som et tegn på, at vi lige nu har fat i noget, der er enormt vigtigt for os, så giver det plads til, at vi også kan spørge os selv: "Hvad er mit ansvar lige nu?"

Når det er forældrene, der arbejdes med

Er barnet under 13 år, arbejder jeg med jer som forældre frem for med barnet. Yngre børn er ofte meget afhængige af deres forældre til at hjælpe dem, og der er som regel langt flere muligheder for at skabe forandringer, hvis forandringerne starter hos jer. Du kan læse mere om, hvordan et forløb ser ud, under terapi for unge og forældre.

Skyldfølelsen melder sig også, når de beroligende ritualer ved sengetid skal skrues ned — det står beskrevet under angst og søvnproblemer.