Separationsangst hos børn

I mit arbejde møder jeg mange børn med angst. Set som samlet gruppe er de bange for en masse forskellige ting. Men ser vi på den yngste gruppe, børnene i alderen 6-12 år, er der én angsttype, der går igen ved en meget stor del — nemlig angsten for at være adskilt fra mor og/eller far.

Diagnostisk kaldes denne angst for separationsangst, og den kan vise sig ved bekymring for flere forskellige ting: bekymringer for at være alene hjemme, for at være i skole, eller svært ved at falde i søvn alene. Nogle gange udspringer angsten af bekymringer for, at mor eller far skal dø eller komme slemt til skade; andre gange handler bekymringerne om, at barnet er bange for selv at blive gjort skade på, hvis forældrene ikke er i nærheden. Men nogle gange er angsten mere ukonkret og kan bedst beskrives som en overdreven følelse af savn, som barnet har svært ved at rumme.

Det er også en normal del af livet

Angst for at være væk fra hjemmet eller forældrene er en helt naturlig del af livet. Det er både naturligt og uundgåeligt at skulle adskilles fra forældrene, og det vil naturligt lede til angst hos børn. Mange lærer dog at blive mere robuste med tiden, og ældre børn er sjældent lige så bekymrede for at være væk fra deres forældre. Mindre børn, der bliver kede af det, når de skal sige farvel, får hjemve, når de skal sove uden for hjemmet, eller har bekymringer for at være alene hjemme, er altså hverken "syge" eller unormale.

Men vil det sige, at vi blot skal trække på skuldrene og tænke "det går nok over af sig selv", når børn viser tegn på separationsangst? I nogle tilfælde kan svaret være ja. I andre tilfælde er det vigtigt at handle på symptomerne og iværksætte en behandling. Det er det, fordi vi ved, at ubehandlede angstlidelser i barndommen i nogle tilfælde kan lede til meget invaliderende angstlidelser senere i livet.

Hvornår er der grund til bekymring?

Det er derfor vigtigt at skelne mellem almindelig separationsangst og det, vi i diagnostiske sammenhænge kalder abnorm separationsangst. Som forældre bør man ikke begive sig ud i at diagnosticere sit barn — for at foretage en ordentlig diagnostisk vurdering skal der typisk både en læge og en psykolog til. Men der er nogle ting, man kan kigge efter:

• Er barnet begyndt at undgå ting, det tidligere gerne ville, af frygt for at være væk fra sin mor og/eller far?

• Er der ting, barnet med sin alder burde kunne — for eksempel være alene i kortere perioder eller tage på lejrtur med skolen — men som det gør alt, hvad det kan, for at undgå af frygt for at være væk fra sin far og/eller mor?

• Bliver barnet overdrevent ked af det ved afsked fra mor og/eller far og har svært ved at blive trøstet igen?

• Oplever barnet fysiske angstreaktioner som ondt i maven, kvalme, hovedpine eller lignende i eller op til situationer, hvor det skal være væk fra mor og/eller far?

Når man skal vurdere, om der er brug for at gøre noget aktivt, er det vigtigste dog altid dette: gør angsten det svært for barnet eller familien at leve det liv, de gerne vil? Så forsøg at foretage en ændring. Er det svært at klare selv, så søg professionel hjælp.

Sådan hjælper jeg

Er barnet under 13 år, arbejder jeg med jer som forældre frem for med barnet. Yngre børn er ofte meget afhængige af deres forældre til at hjælpe dem, og der er som regel langt flere muligheder for at skabe forandringer, hvis forandringerne starter hos jer. Min erfaring er, at der ofte kan ske vigtige forandringer efter blot 3-5 samtaler med forældrene.

Du kan læse mere om, hvordan et forløb ser ud, under terapi for unge og forældre.