Psykolog Emil Rask
Om mig

Om Emil Rask — autoriseret klinisk psykolog i Aarhus

Jeg er autoriseret klinisk psykolog og specialist i psykoterapi med klinik på Vesterport 8K i Aarhus C. Jeg har samtaler med voksne og med unge fra 13 år.

Emil Rask

Sådan foregår behandlingen

Jeg gør meget ud af at finde ud af, hvordan du ser dit eget liv, hvordan du forstår dine egne problemer, og hvilke ønsker du har for dit liv. Sammen finder vi ud af, hvordan jeg kan hjælpe med at skabe de forandringer, du ønsker.

Behandlingen hos mig tager altid udgangspunkt i at give dig en ny oplevelse med, hvordan det er at være dig. Det kan måske godt lyde lidt underligt, men lad mig forsøge at forklare det: I stedet for kun at tale om, hvordan dine problemer udspiller sig i dit liv, så arbejder vi sammen om at undersøge, hvordan det opleves at være dig lige nu og her. I samarbejde med dig hjælper jeg dig til at blive bedre til at opdage og udtrykke dine behov, følelser, tanker og ønsker. Formålet er, at du også i dit normale liv kan blive bedre til netop dette, så du ikke på samme måde sidder fast i dine problemer, men i stedet kan komme nærmere det, der er vigtigt for dig i dit liv.

Når du søger hjælp hos en psykolog, er din opgave at definere, hvilke problemer du har, og hvad et positivt mål for behandlingen vil være. Som psykolog er min opgave at hjælpe dig til at nå dette mål ved at støtte dig i at lære dine problemer at kende på en ny måde, så de ikke på samme måde står i vejen for dit liv. Jeg kan ikke være den, der løser dine problemer for dig, men jeg kan være den, der hjælper dig med at få nye erfaringer med, hvordan du løser dem.

Klinikrummet

ISTDP

Jeg er uddannet i intensiv dynamisk korttidsterapi (ISTDP). ISTDP er en del af det, der kendes som dynamisk psykoterapi, og bygger på teori om tilknytning og affektiv neurovidenskab. Det er en moderne, forskningsbaseret behandlingsmetode, der arbejder både dybdegående og effektivt. ISTDP er kendetegnet ved et meget aktivt og fokuseret samarbejde mellem klient og psykolog, der har til formål at hjælpe klienten med at erstatte uhensigtsmæssige forsvar med kontakt til egne følelser og behov.

Jeg har gennemført en treårig uddannelse i ISTDP hos psykolog Brian Kok Ravn og derefter advanced core training hos Allan Abbass og Joel Town. Jeg modtager løbende supervision ved Allan Abbass og er i gang med Training of Trainers ved Jon Frederickson, Washington School of Psychiatry. Nu underviser jeg selv i metoden og udbyder blandt andet en treårig specialistuddannelse til andre psykologer.

Hvem jeg arbejder med

Voksne og unge fra 13 år. Er dit barn yngre, arbejder jeg med forældrene.

Jeg har særlig erfaring med behandling af angst og OCD, og jeg tilbyder både behandling og undervisning inden for området. Ud over angst og OCD har jeg også bred erfaring med en række andre problemstillinger, og jeg kan tilbyde behandling af bl.a. sorg, depression, traumer, stress, selvskade og selvværdsproblematikker. Er du i tvivl, om jeg kan hjælpe dig med dine problemer, er du velkommen til at tage kontakt, så finder vi ud af det sammen.

Baggrund

Jeg er uddannet Cand.psych. fra Aarhus Universitet i 2014, autoriseret psykolog i 2016 og specialist i psykoterapi i 2025. Hele min karriere har jeg arbejdet som psykolog i Aarhus. Først som ansat psykolog og siden 2015 som selvstændig psykolog i egen praksis.

Allerede under min studietid arbejdede jeg meget med angst hos børn og unge, og i 2012 var jeg en del af Angstklinikken på Aarhus Universitet. Her udviklede vi angstbehandling til børn og unge og forskede i, hvad der har den bedste effekt.

Mellem 2015 og 2018 var jeg tilknyttet en række asylcentre som psykolog. Her havde jeg samtaler med de flygtninge, der havde allermest brug for hjælp. Jeg havde især mange samtaler med uledsagede unge flygtninge — det vil sige børn og unge, der er kommet til Danmark uden deres familier. Her behandlede jeg både angstproblemer, depression og i høj grad traumer og PTSD.

Siden 2021 har jeg været tilknyttet flere østjyske fængsler, hvor jeg i samarbejde med pårørendeforeningen SAVN (åbner i ny fane) tilbyder gruppeforløb for fængslede forældre — med fokus på at støtte deres børn under de vilkår, fængslingen indebærer.

Autorisation og specialistgodkendelse

Jeg er autoriseret klinisk psykolog. Autorisationen fik jeg i 2016, og den er registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed, som pr. 1. januar 2026 har overtaget autorisationsordningen fra Psykolognævnet. Du kan slå mig op i autorisationsregistret (åbner i ny fane).

Jeg er desuden godkendt specialist i psykoterapi af Dansk Psykolog Forening. Godkendelsen er fra 2025. Jeg står opført som godkendt terapeut hos Dansk Selskab for ISTDP (åbner i ny fane).

Jeg modtager stadig løbende supervision flere gange om måneden og deltager flere gange om året i relevant efteruddannelse.

Ved siden af klinikken

Jeg er IEDTA-Certified Teacher (åbner i ny fane) og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for ISTDP. Jeg underviser og superviserer psykologer og andre, der arbejder med terapi, og står opført som underviser og supervisor hos Dansk Selskab for ISTDP (åbner i ny fane). Jeg har præsenteret mit arbejde ved IEDTA's kongres i San Diego og i selskabets online-serie. I oktober 2026 holder jeg oplæg ved IEDTA's kongres i Dubrovnik. Læs mere om det under undervisning, og se publikationer, oplæg og faglige roller.

Du kan også følge mig på LinkedIn (åbner i ny fane).

Kontakt

emil@psykologrask.dk · 61 70 72 19 Vesterport 8K, 8000 Aarhus C